Skærmkvalme

Telefonen føles nødvendig, som livsnerven. Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at den også forhindrer mange i at leve. Jeg ved ikke hvad løsningen er - den er helt sikkert besværlig.

Jeg har fået skærmkvalme. Det er ikke en pludselig opstået tilstand, men det er som om, at de allestedsnærværende telefoner, der engang var så spændende nu blot gør mig irriteret, vred og ked af det.

Jeg er træt af mine egne skærmvaner. Træt af at køre offentligt transport og se ud over et hav af bøjede nakker. Træt af telefoner, der sniger sig ind i sociale sammenhæng nærmest ved et tilfælde; man skal lige tjekke noget, vise et billede, og pludselig er man fortabt i en samtale med nogle andre mennesker. Når jeg bliver mest irriteret spørger jeg “Er der et ande sted, du hellere ville være? Træt af konflikter om hvorvidt telefonerne gør os mere effektive, klogere, mere sociale.

Jeg skælder ud på min mand, når han ikke overholder vores aftaler om, at måltider er mobilfri. Også når han argumenter med, at han jo bare læser avis på sin telefon ligesom jeg gør på papir. Men for mig er det ikke det samme. Avisen er fysisk i rummet. Det er let at afkode for vores datter, at det er det, jeg gør: “Min mor elsker sin avis,” siger hun og forsøger selv at bladre i den.

Jeg bliver gnaven, når man skærmtid er mere end to timer. Uanset hvad jeg forøvrigt har foretaget mig på skærmen.

En gang var jeg optaget af at have den nyeste iPhone. Jeg fik min mot til at købe en med hjem fra London i 2017 før de fandtes på det danske marked. En fyr jeg kendte (som siden blev min kæreste) kunne ‘jail-breake’ dem, så de kunne bruges i Danmark. I dag ved jeg ikke længere, hvad den seneste model hedder. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg har mindre lyst til at kaste penge efter.

Heldigvis tror jeg ikke, jeg er alene. Før jul talte jeg med en gruppe veninder og alle som en har forsøgt at begrænse deres skærmforbrug: Lægge telefonen i et andet rum, en app der kræver at man trækker vejret og taster en kode, før man kan åbne særlige apps. Samtidig kunne ingen forestille sig at undvære telefonen helt. Hvordan skulle man finde rundt og besvare mails? Hvordan skulle man lytte til podcast, musik, lydbøger? Hvordan skulle man holde sig orienteret og opdateret? Tage billeder af sine venner og familie?

For mig konkret: Hvordan skal jeg sætte musik på Sonos? Styre lamperne i vores “smart home”? Finde opskrifterne til vores måltidskasser? Tjekke om børnehavebussen er forsinket hjem fra skoven?

Jeg kan finde på løsninger på det hele, men det er klart mere besværligt. Mere langsomt. Men måske er det okay ikke at være den første til at vide, at Trump endnu en gang vil købe Grønland? Måske kan det godt vente til jeg lytter til radio under madlavningen?

Henover julen slettede jeg alle sociale medier fra min telefon (beskedtjenester som messenger og snapchat undtaget). Min skærmtid faldt og bestod nu af Duolingo, Substack og nyheder. Samt google til opskrifter.

Jeg kunne selvfølgelig læse med fra computeren, men det er ligesom ikke det samme. Derfor var det næsten nytår, før jeg opdagede, at en nær veninde havde været så syg juleaften, at hendes børn havde måttet tage alene til jul hos hendes forældre. Men var det egentlig et problem?

Jeg ved det ikke. Det føltes afkoblet. Men også dejligt. Havde min veninde haft brug for min hjælp, havde hun jo ringet. Og ellers fortæller hun mig nok historien, næste gang vi ses.

Jeg er træt af skærme. Og af snakke om skærme. Jeg anerkender, at de for mange føles nødvendige, som livsnerven. Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at de også forhindrer mange i at leve. Hvorfor synes så mange af os, at vi ikke har tid til noget mere? Fx til at læse bøger, mens vi bruger 4 timer hver dag på at se på vores telefon. Hvis bare 20 minutter af dem blev brugt på at læse, så kunne man nå 3-4 romaner om måneden (den udregning har Lea Fløe lavet på Instagram). Alligevel så føler vi ikke, at vi kan skille os af med telefonen.

Jeg ved ikke hvad løsningen er. Og jeg forstår, at livet uden skærme er mere besværligt. Men måske er det også en pointe. Bliv i besværet, som Donna Haraway skriver. Det føles frelst og gammeldags. Men måske får det kvalmedæmpende. Måske.