To veninder, en brevveksling. Eller Karen og Camilla tænker højt.

En slags on-going kædebrev, klummeværksted, meget lange sms’er, skrevet til hinanden med med en offentlighed for øje.

Mange kopper kaffe er blevet drukket, mens Camilla og jeg har talt sammen. Og hver gang er jeg blevet klogere og gladere. Og mindet om, hvor meget jeg elsker samtaler, at vi kan samle en tråd op fra sidst, springe ud af tangent, referere til en bog, anbefale et nyhedsbrev. Det minder mig også om, at sådan en samtale måske nok var det, der var løftet om de sociale medier, men det diamentralt modsatte af, hvad vi faktisk fik.

Nu står kaffekoppen på mit spisebord, jeg ved ikke hvor Camillas står, mens vi forsøger at rykke vores samtale herind og lancerer vores offenligt samtale som en slags on-going kædebrev, klummeværksted, meget lange sms’er, skrevet til hinanden med med en offentlighed for øje. Og med et lønligt håb om, at andre vil få lyst til at bidrage til samtalen.

Kære Camilla

Jeg læste dit LinkedIn-post om hvad man skal bruge sin barsel på. Og at det ikke er ens arbejdsgiver. Som du ved, har jeg selv været optaget af debatten om barsel som “kompetence-givende”. Ja, jeg lavede journalistik om det sidste år, fordi jeg kunne mærke, at det gjorde mig provokeret - og så skal man undersøge hvorfor.

På den ene side kan jeg godt forstå, at man har lyst til at gøre noget, der tidligere har været omtalt som “et hul i CV’et” til noget positivt. At man forsøger at sige, at det ikke er en dårlig ting at få et barn, heller ikke for ens chef. Men jeg ved ikke, om jeg faktisk tror på det. Jeg er i hvert fald fået en kraftigere bullshit-detektor og en ret anden måde at prioritere på, efter jeg blev mor. Det er jeg ikke sikker på, chefer faktisk har gavn af.

Men det, der generer mig mere, er det sprog, der bruges, når folk på LinkedIn går på barsel. “Jeg har fået en ny chef”, “han overholder ikke hviletidsbestemmelser og 11-timersreglen”, “det udfordrer mine evner som projektleder”. Jeg får røde knopper af det. Dit barn er simpelthen ikke din chef! Det er dig, der er den voksne, stå dog ved det. (Ja, nu lyder jeg selvfølgelig som Rasmus Meyer og trivselskommissionen, men måske har de også lidt ret). Og vores børn er ikke et arbejde. Altså jeg ved godt, at vi taler om ulønnet omsorgsarbejde og mental load, men de fleste af os får vel trods alt børn, fordi vi har lyst til det. Ikke fordi det skal være hårdt arbejde (så gik vi jo bare på job).

Det er ikke for at underkende omsorgsarbejdet, tværtimod. Men jeg synes faktisk ofte det er det, der sker, når vi begynder at tale om det i samme termer som lønarbejdet. Hvad tænker du? Stritter det også på dig, når folk taler om moderskab - eller måske forældreskab - som arbejde?

Det er jo forøvrigt ikke kun noget, der sker på LinkedIn (eller blandt politiske opvakte momfluencere på instagram). Det sker også i litteraturen. Olga Ravns bog hedder jo sågar mit arbejde (altså det er jo en vildt god bog, men den provokerede mig ogås helt sindssygt, da jeg læste den. At hovedpersonen på den ene side er overvældet af omsorgsarbejdet og samtidig nægter at dele det med faren. I dag genkender jeg måske lidt det martyrium i mig selv til tider). Har du også læst den?

Men Ravn er jo ikke alene, selvom det nogle gange føles som om hun (gen)fødte moderskabslitteraturen herhjemme.

Faktisk er jeg PT i gang med at læse en helt ny ph.d.-afhandling, der handler om tendensen til at se på moderskab gennem arbejdets prisme. Afhandlingen hedder Working Mother, Mothering Worker og den beskæftiger sig med britisk litteratur fra 1970’erne men perspektiverne er - som altid med den slags - meget bredere. (Jeg har faktisk forsøgt at pitche et interview med Ida Aaskov, der har skrevet afhandlingen til et par aviser, men ingen er bidt på. Jeg synes ellers det passer helt perfekt ind i den verserende debat).

For ikke nok med at Ida Aaskov undesøger, hvordan litteraturen beskriver moderskab som arbejde - og dermed viser, at moderskab og omsorg ikke bare er noget, kvinder “kan”, men noget der skal læres (og dermed også kan læres af andre end den fødende) - hun viser også, at litteraturen siger noget om, hvordan arbejdslivet af i dag ser ud. Et arbejdsliv som hun betegner som feminiseret (SDU har et større forskningsprojekt Feminized, som afhandlingen er en del af).

Den afhandling er du nok også nødt til at læse. Særligt er de afsluttende perspektiver vildt interessant. Det handler både om post-work og family-abolition (er du nået til at læse Abolish the Family, som du skrev du ville? For den SKAL vi tale om!), og om hvordan vores blik på moderskabet som arbejde kan føre til, at vi tænker omsorgsarbejde og arbejde generelt på en helt ny måder.

Generelt er jeg i virkeligheden bare super optaget af den der kernefamiliestruktur, som jeg selv lever i, og som alle lader til at mistrives med: Både dem der er i den og dem, der er uden for. Jeg kender ingen med små børn, der ikke synes det er hårdt, som savner en landsby, og bare deres venner. Alligevel så er vores løsninger hele tiden mere familie: Mere familiepolitik, mere ret til barsel til forældrene, flere barns sygedage til forældrene.

Det er selvfølgelig også det billigste. Som Emma Holten skriver i Underskud: “en kernefamillie med en primær forsøger og sekundær omsorgsansvarlig er i den etablerede økonomiske optik en særdeles omkostningseffektiv måde at skabe ny arbejdskraft. Det kan næsten ikke blive billigere at få nye borgere, end det er i den konstellation. Der er klare roller og så få timer og voksne involveret som muligt.”

Kunne vi ikke prøve at tænke noget helt andet? At børnene var mindre forældrenes ansvar og mere fælles? At forældrene fik lidt mere fri? At vi kollektivt tog ansvar for de der børn, som politikerne gerne vil have flere af? At vi passede hinandens børn, lod dørene stå åbne mere, lod ungerne rende ind og ud som det passede dem. (Okay, det er en anden samtale om børns bevægelsesmuligheder, som vi OGSÅ skal have. Gud, der er meget vi skal).

Nå, det var alt for nu. Jeg skal hente mit barn og ud i solen. Og det er ikke hårdt arbejde.

Skriv snart.

Karen